Når du bestiller tid til en sitting, behøver du ikke oplyse andet end dit navn. Jo mindre, jeg véd om dig, jo bedre.
Du må meget gerne medbringe en ting ( smykke, ur eller andet ), som du bruger meget og som ingen anden bruger, da jeg også opfanger dine energier herfra.
Under sittingen sidder du placeret overfor mig, og jeg starter med at lukke øjnene og "stille ind" på den åndelige verden. Når der er etableret kontakt og beskederne kommer til mig, videregiver jeg dem til dig i den rækkefølge, de kommer. Det er ikke til at sige på forhånd, hvilke beskeder, der kommer, men jeg kommer aldrig ind på alvorlig sygdom/død. Det vil ingen ansvarlig clairvoyant gøre.
Du skal helst ikke kommentere beskederne under clairvoyancen, da det kan virke distraherende, men jeg kan sagtens finde på at spørge dig om noget undervejs, og så må du naturligvis godt svare kort.
Du skal ikke være nervøs eller bange for at få en dårlig oplevelse - åndeverdenen er fuld af varme og humor, så selvom der måske bliver fokuseret på alvorlige ting i dit liv, vil du gå herfra med løftet sind og løsningsforslag.
Det sker ganske ofte, at der kommer afdøde til stede under en sitting. Nogle gange indfinder de sig endda, inden klienten kommer. Hvis du ønsker det, formidler jeg også gerne den afdødes beskeder til dig.