Mobil: +45 2098 6706 | 2000 Frederiksberg
TFT's historie

TFT blev opdaget og udviklet i 1980 af den amerikanske psykolog Roger Callahan. Han var professor i psykologi ved Syracuse University, indtil han fik sin egen klinik som privatpraktiserende psykolog. Callahan var konstant søgende efter nye og bedre behandlingsmetoder, hvilket bragte ham i berøring med bl.a. hypnoseterapi og Østens lære om meridianer og kinesiologi. 

 

Roger Callahan var generelt frustreret over sine og andre behandleres dårlige resultater. Men det, som bragte ham på sporet af TFT, var en ung, kvindelig patient ved navn Mary. Mary havde lidt af rædsel for vand, siden hun var barn. Denne rædsel havde fulgt hende op gennem livet og påvirkede i høj grad hendes tilværelse. Hun var bange for at bade eller at bade sine små børn, gå i regnvejr, køre langs vandet, hun havde mareridt om vand, o.l. Callahan havde haft hende i behandling i lang tid, men der var næsten ingen fremskridt at spore i hendes tilstand. 

En dag sad de ved Callahans pool et lille stykke fra vandet, og Mary var allerede begyndt at få det dårligt i form af mavepine. Callahan vidste, at mavemeridianen starter under øjet, og ved en pludselig indskydelse, bad han hende banke blidt på dette punkt, da det jo netop var maven, hun havde ondt i. Resultatet var forbløffende.! Allerede efter få minutters banken, kunne Mary ikke længere mærke sin angst, og hun afprøvede det ved at gå rundt om poolen, røre vandet og sprøjte med det. Senere tog hun på stranden og gik i vandet - stadig uden ubehag. 

 

Callahan begyndte straks at behandle sine andre patienter med denne banken under øjet, men han opdagede snart, at det ikke gav de samme resultater. Han prøvede sig derfor frem ved at banke på nogle af de andre meridianer, og på denne måde opdagede han, at han skulle bruge forskellige meridianer og sekvenser ved forskellige lidelser. 

Callahan brugte mange år på at udvikle sine teknikker, som i dag danner grundlag for CT-TFT (Callahan Techniqes-Thought Field Therapy). Gennem årene har andre videreudviklet lignende systemer, heriblandt EFT (Emotionel Freedom Technique), som også anvendes flittigt.